Vejen-virksomheden OTV Plast har gennem et konstant fokus på optimering og effektivisering – herunder teknologiinvesteringer – øget produktiviteten markant.
Primo Danmark A/S – OTV Plast har netop anskaffet sig en Iscar varmekrympemaskine som et led i virksomhedens konstante fokusering på optimering. Varmekrympemaskinen er leveret af KJ Værktøj A/S.
Henrik Jylov, Business Unit Manager for Primo Danmark A/S – OTV Plast peger på, at virksomheden over de seneste tre år har tredoblet sin ordremængde uden at ansætte flere medarbejdere. Grunden til det, forklarer han, ligger i virksomhedens konstante fokus på at optimere og effektivisere arbejdsgange og produktionsmetoder. Og varmekrympemaskinen er et af flere eksempler på en ny maskine, der reducerer tidsforbruget på bearbejdning og dermed omkostningerne. Samtidig, forklarer han videre, betyder det generelle høje investeringsniveau i virksomhedens produktion, at den produktionsteknisk kan matche de specifikke krav til blandt andet tolerancer, overflade med mere, som virksomhederne stiller til de færdige plastprodukter. Han sekunderes af produktionschef Laszlo Szolomaier, der peger på, at når valget er faldet netop på en varmekrympemaskine fra Iscar skyldes det, at den tilbyder mest til prisen. Maskinen kan med sine tre uafhængige arbejdsstationer håndtere flere værktøjer på én gang. Produktionstekniker Mogens Wind-Lorenzen tilføjer, at maskinen er nem og hurtig at betjene, og at den eksempelvis kan tage Capto og BT40 holdere uden at indsatsen skal udskiftes. Han fremhæver, at maskinen har en køletid på kun 0,5-1,5 minuntter og anvendes til krympning af stål, HSS og andre massiv hårdmetalværktøjer. Maskinen bliver anvendt dagligt og kører problemfrit, fastslår han. OTV Plast er blevet introduceret til varmekrympemaskinen af forhandlerens konsulent Lars Benborg, der besøger virksomheden hver måned for at understøtte firmaets optimeringsproces indenfor det spåntagende.
9-akset center
Virksomheden er specialister i både serieproduktion og prototyper, der udføres efter et emne, en skitse eller tegning. Den spåntagende bearbejdning af teknisk plast udføres på et moderne produktionsapparat, hvilket kombineret med 25 års erfaring, understreges det, sikrer konkurrencedygtige priser og ensartet høj kvalitet. Maskinparken består af avancerede CNC-styrede bearbejdningscentre blandt andet et 9-akset dreje- og fræsecenter, 5-akslede fræsecentre, store sugeplansfræsere og 10 andre bearbejdningscentre med tilhørende moderne programmeringsudstyr. Virksomhedens tekniske bearbejdning består af flere varmbukkere og avanceret udstyr indenfor varmluftsvejsning og ekstrudersvejsning samt limning og polering. Produktionsområdet er voksende hos OTV Plast, og virksomheden videreuddanner løbende, således at virksomheden kan løse både standard og special opgaver. Virksomheden råder tillige over et stort lager af plasthalvfabrikata også kaldet teknisk plast, hvorfra virksomheden kan levere fra dag til dag af 3.000 forskellige plasthalvfabrikata i plader, rundstænger og emnerør. (ape)
Om virksomheden
OTV Plast er en del af Primo-koncernen, der er Nordens største leverandør af løsninger til den plastforbrugende industri. Koncernen, der omfatter selskaber i flere lande, omsætter for 950 millioner kroner og beskæftiger 900 medarbejdere. OTV Plast bearbejder og lagerfører teknisk plast.
Se originalartikel om “Tredoblet ordremængde uden meransættelser” bragt i Teknovation nr. 13/2008.