For at kunne agere mere selvstændigt er Vejen virksomheden OTV Plast A/S ikke længere en del af Primo Danmark. Dette sammenholdt med stigende ordreindgang giver virksomheden masser af tro på fremtiden.
13. april 2010
Plast & kompositter
Af Flemming Thyssen
ft@jernindustri.dk
OTV Plast i Vejen er ikke længere en del af Primo Danmark som virksomheden ellers har været siden 2003. Den 1. januar 2010 blev der oprettet et selvstændigt selskab med navnet OTV Plast A/S, ejet af moderselskabet Genua, der ligesom Primo Danmark er ejet af familien Grunnet, så firmaet bliver i familien.
– Vi kan nu agere mere selvstændigt, fordi alle forretningsgange og dokumenter bliver målrettet vores egen forretning, mener administrerende direktør Henrik Jylov.
– Desuden vil for eksempel beslutninger om nye investeringer blive truffet tættere på, i og med at virksomheden nu får sin egen bestyrelse. De kortere beslutningsgange skulle gerne komme kunderne til gode i sidste ende.
Med den nye virksomhedsstruktur og en øget ordreindgang de sidste par måneder er det positive vinde, der blæser ud fra virksomheden.
– I både februar og marts har vi haft gode måneder, hvor vi har solgt for mere end budgetteret. Det kunne godt tyde på, at der er ved at komme lidt mere gang i hjulene igen rundt omkring. OTV Plast leverer til mange forskellige brancher som fødevare, medicinal, maskinbyggere og mange andre typer underleverandører, og derfor plejer vi at være en god indikator for, hvordan det går i industrien.
Optimeret produktion
Virksomheden fremstiller plastemner ved spåntagende bearbejdning, ligesom bukning, svejsning og limning hører til kompetencerne i produktionen.
– Vores maskinpark består af nye CNC-bearbejdningscentre, fortæller Henrik Jylov.
– Vi forsøger hele tiden at opgradere vores maskinpark for at være med på det sidste nye. Det gør vi, for at vores kunder altid kan få emner, bearbejdet med den sidste nye teknologi. Det sikrer dem den ønskede kvalitet til den rigtige pris.
– Vi har en høj grad af automatisering på vores maskiner, og det er bestemt en udvikling vi tror, vil komme til at gå endnu stærkere i fremtiden. Tidligere har vores seriestørrelser ligget mellem én og 1000 styk. Men efter at vi er blevet mere automatiseret, kan vi mærke, at der også er interesse for større serier, hvilket vi synes er en spændende tendens.
Samtidig med at der er investeret i ny teknologi, har der været stort fokus på at optimere arbejdsgangene i produktionen.
– Vi forsøger hele tiden at tilpasse vores organisation og arbejdsgange både blandt funktionærer og timelønnede med henblik på at reducere enhver form for spild fra ordreindgang til levering.
– Specielt vores egenudviklede kvalitetssystem har der været stort fokus på at få op at køre, og det arbejde fortsætter i 2010, da kvalitet er et af de vigtigste elementer i vores produktion overhovedet.
– Vi overvejer at blive ISO 9001 certificeret i 2012 og vil løbende bygge videre på de tiltag, vi allerede har gjort, til at køre mere efter Lean principperne.
Ny plast på markedet
Plasten vinder frem i disse år, da konstruktørerne ude i virksomhederne er ved at få øjnene op for alle de mange forskellige plasttyper, og hvilke muligheder de giver i konstruktionerne.
– Der er flere og flere, der får øjnene op for de unikke muligheder, som plast giver, mener Henrik Jylov.
– Af gode grunde til at anvende plast kan i flæng nævnes lav vægt, stor styrke i forhold til vægten, minimum vedligeholdelse, slagfast, støjdæmpende, lav friktion, lav ledningsevne over for varme, kulde, elektricitet og hurtig bearbejdningstid. Vi har folk siddende, der har stor erfaring med plastkonstruktion, og som kan hjælpe med at rådgive kunderne omkring de optimale plastløsninger til deres konstruktioner, ligesom de kan udføre de endelige konstruktioner, hvis kunderne ønsker det.
Foruden den spåntagende del, bukker, svejser og limer virksomheden plastkomponenter sammen.
OTV’s nyeste produkt på markedet er Lubramid 600T, som efter Henrik Jylov mening er det bedste produkt, når der er behov for glideegenskaber med lav friktion, og der samtidig er krav om høj slid- og mekanisk styrke.
– Plasttypen er godkendt til fødevareindustrien og er på grund af den livslange selvsmørende effekt ideel, hvor der kræves smøring, men hvor det er vanskeligt, umuligt, eller uønsket
Læs original artikel om “Virksomhed med tro på fremtiden” bragt i JernIndustri.dk den 13. april 2010.